En uventet sommer i det britiske vejr
De britiske somre har længe været kendetegnet ved gråvejr, støvregn og en pålidelig kølighed. Folk har taget deres striktrøjer frem med selvtillid, velvidende at en solskinsdag sjældent varer mere end et par timer. Men de seneste år har vendt det hele på hovedet. Termometre i London, Manchester og Edinburgh har ramt de 40 grader, hvilket har sendt en chokbølge gennem det britiske samfund. Det er ikke længere bare en særhed i vejret; det er et nyt, ubehageligt vilkår.
Da varmen rammer, opdager mange briter noget skræmmende: Deres huse er bygget som termoflasker. De er designet til at holde på varmen i de kolde vintermåneder, hvilket betyder, at de er utroligt effektive til at fastholde de bagende grader, når solen først har fået fat i murstenene. Uden naturlig ventilation og med tætte vinduesrammer bliver de britiske hjem til små ovne.
Køling som et spørgsmål om sundhed
Tidligere blev aircondition (AC) betragtet som noget for de rige eller de meget disciplinerede folk med store kontorbygninger. Man kørte med en lille ventilator, der blot skubbede den varme luft rundt i rummet. Nu er samtalen skiftet. Det handler ikke længere om komfort, men om overlevelse og folkesundhed.
Meteorologiske data viser en direkte sammenhæng mellem ekstrem varme og stigningen i antallet af indlæggelser. Ældre mennesker, børn og folk med kroniske lidelser er særligt udsatte. Når de indre kropstemperaturer stiger over et vist niveau, bliver det farligt. Det er ikke bare ubehageligt at svede; det kan føre til dehydrering og svigt i organerne. Det har tvunget de britiske sundhedsmyndigheder til at tale mere direkte om behovet for køling i hjemmet, hvilket førte til en helt ny offentlig debat om infrastruktur og boligstandarder.
Det grønne dilemma
Her opstår konflikten. Storbritannien har ambitiøse klimamål om at reducere CO2-udledningen drastisk. Men aircondition kræver enorme mængder elektricitet, og de kølemidler, der bruges i mange ældre anlæg, er kraftige drivhusgasser. Der er et paradoks i, at vi bruger energi på at bekæmpe den varme, som selve energiforbruget er med til at skabe.
Diskussionen handler nu om, hvordan vi køler vores byer uden at ødelægge klimaet. Nogle peger på passiv køling, som f.eks. at male tage hvide for at reflektere sollys, eller at plante flere træer for at skabe skygge. Men for dem, der sidder fast i en lejlighed på femte sal uden skygge, er det ikke nok. Derfor kigger man på mere energieffektive teknologier, såsom varmepumper der også kan køle, eller mere avancerede systemer med lavt energiforbrug.
Boligmasse og den sociale ulighed
Der er en voksende social dimension i klimadebatten. Det er langt nemmere at installere et moderne, effektivt anlæg, hvis man ejer sin egen murstensvilla i de sydlige amter. Hvis man bor til leje i en ældre, fugtig lejlighed i et tætpakket byområde, har man langt færre muligheder. De britiske byer er ofte bygget med smalle gader, der holder på varmen, og de mindste lejligheder har ikke den nødvendige plads til effektiv ventilation.
Denne ulighed skaber en ny form for klimaerverhed. Vi ser en tendens til, at dem med de største ressourcer kan købe sig til et behageligt indeklima, mens de økonomisk svageste lades i stikken i de mest varme boliger. Det presser politikerne. Spørgsmålet er nu, om staten skal stille krav til kølemuligheder i nybyggeri, eller om der skal findes subsidier til at opgradere de ældre boligmasse.
Fremtidens byplanlægning
Man kan ikke længere bare bygge efter de gamle manualer. Byplanlæggere i britiske kommuner er begyndt at indtænke
