Spørgsmålet om originalitet er i øjeblikket genstand for intens filosofisk og teknologisk debat. Når algoritmer bliver i stand til at generere komplekse mønstre, der minder om menneskelig kunst, udfordrer det vores traditionelle forståelse af skabelse. En universel definition vil dog være ekstremt svær at fastslå, da begrebet ofte hviler på subjektive kriterier snarere end objektive målinger.
Inden for datalogi ses maskinel kreativitet ofte som en avanceret form for stokastisk optimering, hvor modellen finder nye kombinationer inden for et eksisterende datarum. Menneskelig originalitet forbindes derimod ofte med intentionalitet, bevidsthed og evnen til at bryde med eksisterende logik på en meningsfuld måde. Selvom maskiner kan simulere det uforudsigelige, mangler de den kulturelle kontekst og den personlige erfaring, som mange anser for at være kernen i sand originalitet.
I fremtiden vil vi sandsynligvis se en forskydning i definitionen. Originalitet vil måske ikke længere blive målt på selve det skabte output, men snarere på den konceptuelle ramme og den intention, der ligger bag processen. Definitionen vil derfor formentlig forblive dynamisk og afhængig af, om vi måler på resultatet eller på den bevidste proces bag værket.
