Når migration bliver betragtet som et sikkerhedspolitisk anliggende frem for et humanitært spørgsmål, kaldes det securitisering. Denne proces kan have alvorlige konsekvenser for både de humanitære principper og de internationale flygtningekonventioner.
For det første kan det udfordre princippet om non-refoulement, som er kernen i Flygtningekonventionen. Dette princip forbyder stater at sende flygtninge tilbage til områder, hvor deres liv eller frihed er i fare. Når fokus flyttes til grænsekontrol og national sikkerhed, opstår der risiko for, at individets behov for beskyttelse tilsidesættes til fordel for politiske hensyn.
For det andet kan det svække de humanitære principper om upartiskhed og neutralitet. Hvis migrationshåndtering bliver et spørgsmål om national sikkerhed, kan det føre til, at hjælpeorganisationer bliver set som politiske aktører i stedet for neutrale hjælpere. Dette kan gøre det sværere at få adgang til sårbare grupper i konfliktområder.
Samlet set kan den konstante securitisering føre til en gradvis udvanding af de rettigheder, som internationale konventioner er sat i verden for at beskytte, hvilket skaber usikkerhed for både statslige aktører og de mennesker, der søger asyl.
