Når man anvender plutonium produceret i reaktorer frem for i specialiserede produktionsfaciliteter, er mængden af biprodukter ofte højere. Dette medfører et betydeligt højere strålingsniveau, hvilket skaber flere logistiske udfordringer.
Ved langvarig opbevaring kræver de øgede strålingsniveauer mere avancerede og tykkere afskærmningsmaterialer for at beskytte personale og omgivelser. Dette øger både vægten og kompleksiteten af de beholdere, der skal anvendes. Strålingen kan også medføre nedbrydning af de materialer, som våbnene er konstrueret af, hvilket kræver hyppigere inspektioner og vedligeholdelse for at sikre stabiliteten.
Under transport og deployment er logistikken mere krævende. De øgede strålingsniveauer nødvendiggør strengere sikkerhedsprotokoller og specialiseret udstyr til håndtering. Dette kan medføre længere responstider og øgede omkostninger til sikkerhedsovervågning. For at håndtere disse udfordringer kræves der en præcis planlægning af ruter og specialuddannet personel, der er trænet i at arbejde med høj-strålingsmaterialer. En nøje forståelse af materialets strålingsprofil er derfor afgørende for både sikkerhed og teknisk pålidelighed i et nukleart arsenal.
