En diameter på 100.000 lysår er en kolossal skala, som har afgørende betydning for de fysiske kræfter i en galaktisk ringstruktur. Ved så store afstande er de tyngdekraftsmæssige kræfter, der holder selve ringen sammen, relativt svage sammenlignet med tyngdekraften i en stjerne eller en galaktisk kerne. Det betyder, at ringens stabilitet primært afhænger af dens samlede masse og dens rotation fremfor en stærk, central sammentrækning.
Denne enorme udstrækning påvirker stjernedannelsen gennem dynamiske processer. Når materiale bevæger sig gennem ringen, opstår der ofte densitetsbølger. Disse bølger fungerer som gravitationelle ophobninger, der komprimerer gas og støv, mens de passerer. Denne kompression øger gastætheden lokalt, hvilket er den nødvendige katalysator for at få store skyer til at kollapse og danne nye stjerner.
Fordi ringen er så stor, kan stjernedannelsen ske i bølger eller segmenter fremfor at være en jævn proces overalt. Den store diameter tillader dermed komplekse mønstre af stjernedannelse, hvor tyngdekraften spiller en rolle i at organisere materialet i de karakteristiske ringformede strukturer, vi observerer i universet.
