Spørgsmålet rammer et centralt problem i dataindsamlingen om menneskerettigheder. Når statistikkerne falder, er det fristende at konkludere, at verden er blevet mere sikker for miljøaktivister. Men tal lyver sjældent, de mangler blot ofte kontekst. Et fald i de rapporterede drab kan ganske vist afspejle en reel ændring i magthavernes adfærd, hvor direkte vold erstattes af andre undertrykkelsesformer.
Samtidig ser vi en tendens til, at volden skifter karakter. I stedet for de åbenlyse drab, der kræver efterforskning og mediedækning, benyttes metoder, der efterlader færre spor. Det kan være målrettet chikane, der fører til selvmord, eller subtile biokemiske påvirkninger og ulykker, der aldrig bliver registreret som politisk motiveret vold. Når drabene bliver sværere at forbinde til statslige eller private aktører, forsvinder de ud af de officielle statistikker.
Det er altså svært at skelne mellem en reel fredelig udvikling og en professionel opgradering af undertrykkelsesapparatet. Vi kan kun konstatere, at fraværet af rapporterede lig ikke nødvendigvis betyder fraværet af fjendtlighed. Tværtimod kræver det en mere nuanceret overvågning af de metoder, der reelt truer aktivisternes liv og sikkerhed i felten.
