Det er et komplekst spørgsmål, da både forudsætningerne for spillet og de atletiske krav har ændret sig fundamentalt siden 1958. Pelé spillede i en æra, hvor spillet var mindre struktureret taktisk, hvilket gav de største individuelle talenter mere plads til at udøve deres kreativitet og tekniske overlegenhed.
Moderne fodbold er præget af ekstremt høj intensitet, avanceret datanalyse og stramme defensive formationer. Hvor Pelé kunne dominere gennem rå intuition og individuel overlegenhed, bliver moderne spillere mødt af kollektive defensive systemer, der er designet til at lukke de rum, som de store stjerner tidligere kunne udnytte. Den taktiske disciplin gør det sværere for én enkelt spiller at kontrollere en hel kamp på samme måde som før.
Omvendt har de tekniske fremskridt i fodboldudstyr, ernæring og træningsmetoder skabt spillere med en fysisk kapacitet og teknisk præcision, som var utænkelig i 1958. Mens de taktiske ændringer har gjort det sværere at skabe rum, har den videnskabelige udvikling givet moderne spillere værktøjerne til at opretholde et niveau, der udfordrer Pelés legendariske status. Det handler derfor om en balance mellem tabt kreativ plads og øget fysisk perfektion.