Det er komplekst at beregne det præcise punkt, hvor flagermus bliver en økonomisk gevinst, da det afhænger af mange lokale faktorer. Der findes ikke ét fast tal, men forskningen viser, at det kræver en kritisk tæthed af populationen for at opnå mærkbare effekter på skadedyrsprocenten.
De økonomiske faktorer omfatter først og fremmest omkostningerne ved at etablere levesteder, såsom opsætning af kotholier eller skabelse af naturvenlige randzoner. Dernimod skal man modregne den potentielle besparelse ved reduceret brug af insekticider samt de indirekte gevinster ved øget biodiversitet og bedre bestøvning.
For at beregningen skal være positiv, skal flagermusenes naturlige prædation af skadedyr være høj nok til at mindske behovet for kemisk bekæmpelse markant. I mange tilfælde viser modeller, at hvis flagermusene kan kontrollere de mest økonomisk belastende arter, kan de habitatforbedringer, der kræves, hurtigt være tjent hjem via lavere udgifter til sprøjtemidler. Det kræver dog en sammenhængende strategi for naturpleje i landskabet for at sikre, at populationerne er stabile og tilstrækkelige til at levere denne biologiske service.
