For at skabe en retfærdig omstilling kræves der mere end blot gode intentioner; vi har brug for målbare standarder. En af de mest direkte mekanismer er implementeringen af strengere due diligence-processer gennem EU's kommende direktiv om virksomheders ansvarlighed (CSDDD). Det betyder, at virksomheder skal kunne dokumentere hele deres forsyningskæde, fra mine til færdigt batteri, for at udelukke børnearbejde og farlige arbejdsvilkår i f.eks. DR Congo.
Vi skal også kigge på certificeringsordninger som IRMA (Initiative for Responsible Mining Assurance). Når disse standarder bliver et krav i offentlige udbud, tvinger det mineindustrien til at prioritere lokale miljøstandarder og arbejderrettigheder. Det handler om at flytte fokus fra blot CO2-regnskaber til også at medregne sociale eksternaliteter i de økonomiske modeller.
Desuden er der brug for en mere direkte økonomisk kompensation. Mekanismer som 'Benefit Sharing Agreements' kan sikre, at en større del af profitten fra litiumudvinding faktisk lander hos de lokalsamfund, der lever med miljøbelastningen. Hvis vi kun regner på de sparede CO2-ton i Nordeuropa, men ignorerer de ødelagte vandressourcer i Sydamerika, så fejler den grønne regnskabsmodel fundamentalt. Retfærdighed kræver, at de menneskelige omkostninger indgår som en direkte post i ligningen.
