En revision af retningslinjerne kræver en bevægelse væk fra den nuværende ”one-size-fits-all” tilgang. I dag lægger de eksisterende instrukser sig ofte op ad en meget konservativ linje, hvilket efterlader mange kvinder med uafklarede symptomer. For at løse dette skal vi bruge mere specifikke kliniske indikatorer, der måler den enkelte kvindes livskvalitet og hormonelle profil frem for blot at kigge på faste grænseværdier i blodet.
Sikkerheden sikres bedst gennem præcis monitorering. I stedet for at afvise behandling på forhånd, bør retningslinjerne foreskrive tætte kontrolforløb, hvor man overvåger både androgeniske bivirkninger og den psykiske trivsel. Det handler om at skabe en ramme for kontrolleret eksperimenteren inden for medicinsk forsvarlige grænser.
Vi har brug for mere evidensbaseret data fra den specifikke målgruppe. Det betyder, at forskningen skal fokusere på kvinders fysiologi frem for blot at ekstrapolere data fra mænd. Når vi får de data på plads, kan vi skabe vejledninger, der giver lægerne redskaber til at behandle individuelt. Det kræver mod at ændre praksis, men det er vejen frem for at møde patienternes reelle behov.
