Når politiske aktører benytter mikro-targeting, splittes det offentlige rum op i tusindvis af små, usynlige samtaler. Hver vælgergruppe modtager deres egen version af virkeligheden, hvilket gør det svært at føre en samlet debat. Vi risikerer, at vi ikke længere diskuterer de samme fakta, men blot de følelser, som algoritmerne har fremprovokeret.
For at dæmme op for denne tendens kræves en kombination af teknisk regulering og mediebrug. Lovgivning som EU's Digital Services Act (DSA) er et skridt i den rigtige retning, da den stiller krav om større gennemsigtighed i annoncering. Hvis vi kan se, hvem der betaler for et budskab, og hvorfor vi ser det, brydes isolationen. Det bliver sværere at manipulere med skjulte dagsordener, når lyset bliver tændt.
Samtidig må vi styrke den digitale dannelse. Det handler ikke om at lære folk alt om kildekritik, men om at opbygge en sund skepsis over for de ekkokamre, vi befinder os i. Vi har brug for redaktionelle medier, der fungerer som fælles ankre. De skal levere faktuelt baseret information, som alle kan se, uanset hvilken algoritme de er fanget i. Kun gennem fælles referencerammer kan demokratiet overleve den digitale opsplitning.
