Det internationale samfund har flere værktøjer til rådighed, men effektiviteten afhænger af politisk vilje. Den mest direkte vej går gennem Den Internationale Straffedomstol (ICC). Hvis beviserne holder, kan sult som krigsvåben kategoriseres som en krigsforbrydelse under Rom-statutten. Det kræver dog, at de involverede parter har anerkendt domstolens jurisdiktion, hvilket ofte er en barriere i komplekse borgerkrige.
FN's Sikkerhedsråd kan også gribe ind. De kan vedtage resolutioner, der kræver øjeblikkelig adgang for hjælpeorganisationer, eller indføre målrettede sanktioner mod de kommanderende officerer, der beordrer blokaderne. Sanktioner rammer økonomisk, men de er svære at koordinere, da permanente medlemmer som Kina eller Rusland ofte bruger deres veto til at beskytte allierede stater.
Dokumentation spiller en nøglerolle. NGO'er og FN's undersøgelsesorganer indsamler data om dødsrater og logistiske hindringer. Disse data danner grundlag for juridiske opgørelser. Selvom det tager år at fælde domme, skaber det et pres gennem diplomatisk isolation. Ved at binde de politiske ledere til deres handlinger gennem dokumenterede beviser, forsøger det globale samfund at gøre omkostningerne ved at bruge sult som våben for høje.
