For at undgå at staten bruger begrebet 'desinformation' som et våben mod politiske modstandere, kræves der skarpe juridiske skel. Det er ikke nok med løse retningslinjer. Der er brug for præcise lovbestemmelser, der definerer forskellen på bevidst manipulation og blot at have en kontrær politisk holdning eller en fejlbarlig faktuel præcision.
Uafhængige kontrolinstanser spiller en nøglerolle her. Hvis en myndighed ønsker at mærke indhold som misinformation, bør beslutningen ikke ligge hos politikerne selv, men hos et uafhængigt organ bestående af eksperter, dommere og civilsamfundsorganisationer. Denne instans skal fungere som en form for juridisk buffer. De skal kunne efterprøve beslutninger i realtid via hurtige klageprocesser, så ytringsfriheden ikke kvæles af bureaukratisk ventetid.
Gennemsigtighed i algoritmer og faktatjek er afgørende. Når statslige aktører samarbejder med tech-giganter om at moderere indhold, skal de præcise kriterier være offentligt tilgængelige. Vi har brug for klare procedurer for 'due process', så enhver, der bliver ramt af en sanktion eller mærkning, har ret til at kende de specifikke beviser og få sin sag prøvet ved en domstol. Uden disse barrierer risikerer vi, at legitim kritik bliver stemplet som løgn blot for at opretholde status quo.
