Det er en kompleks regneopgave, fordi tidshorisonterne og usikkerheden følger to helt forskellige logikker. På den korte bane kender vi de præcise tal. Vi ved, hvor mange milliarder kroner staten henter i selskabsskat og afgifter fra et nyt olieprojekt i Nordsøen over de næste ti til tyve år. Det er konkrete penge, der kan ses direkte i finansloven her og nu.
Klimaomkostningerne er anderledes. De gemmer sig i fremtidige scenarier for ekstremt vejr, stigende vandstande og ødelagt landbrugsjord. For at beregne dem bruger økonomer ofte metoder som diskontering, hvor man omregner fremtidige tab til nutidskroner. Men her opstår problemet: Hvilken diskonteringsrente skal vi bruge? Hvis vi vælger en lav rente, tæller fremtidige katastrofer tungt i det nuværende regnskab. Vælger vi en høj rente, fremstår de økonomiske konsekvenser af klimaforandringer som værende næsten ubetydelige i dag.
En præcis sammenligning kræver derfor, at man ser på de såkaldte 'sociale omkostninger ved CO2'. Man må indregne de direkte følgevirkninger af de udledninger, olieprojektet skaber, i forhold til de skatteindtægter, de genererer. Det handler om at sætte en pris på den risiko, vi tager, når vi vælger den hurtige gevinst frem for de langsigtede forsikringspræmier mod klimaforandringer.
