Nøglen ligger i at flytte midler fra generelle subsidier til præcis målretning. I stedet for at give brede skattelettelser eller tilskud til alle husejere, bør man omlægge eksisterende energiafgifter eller grønne puljer. Ved at omfordele de indtægter, som CO2-afgifter genererer, kan man finansiere direkte indsatser i de mest udsatte områder.
En effektiv metode er at prioritere energieffektivisering frem for blot at dække regningen for høje elpriser. Det betyder, at midlerne skal gå til isolering, udskiftning af varmekilder eller installation af varmepumper i lavindkomstboliger. Når en bolig bliver mere energieffektiv, falder de løbende udgifter permanent. Det skaber en varig løsning frem for en midlertidig symptombehandling.
Man kan også benytte data til at ramme de rigtige. Ved at bruge socioøkonomiske indikatorer kan myndighederne identificere de husstande, der bruger en uforholdsmæssig stor del af deres rådighedsbeløb på varme og el. Ved at målrette de eksisterende budgetrammer mod disse specifikke grupper, undgår man at spilde penge på dem, der har råd til at betale. Det handler om præcision og om at ændre strukturen fra passiv overførsel til aktiv investering i borgernes boliger.
