Der findes flere konkrete værktøjer, der forsøger at styre det globale marked. Den vigtigste er EU's deforestationsforordning (EUDR). Den kræver, at virksomheder kan bevise, at deres palmeolie ikke stammer fra landbrugsjord, der er blevet ryddet efter 2020. Det betyder, at sporbarhed er altafgørende for at få adgang til det europæiske marked.
Sertificeringsordninger som RSPO (Roundtable on Sustainable Palm Oil) fungerer som en markedsdrevet mekanisme. Selvom RSPO ikke er en lov, skaber den et økonomisk incitament, fordi mange store detailkæder kun vil købe certificeret olie. Det giver en prispræmie for den bæredygtige produktion, hvilket teoretisk set gør det mere attraktivt at bevare skov og tørvemoser frem for at dræne dem.
Økonomisk set spiller CO2-afgifter og grønne subsidier også en rolle. Ved at lægge afgifter på produkter med et højt klimaaftryk, bliver den billige, men økologisk ødelæggende, palmeolie dyrere. Når omkostningerne ved at ødelægge natur stiger, ændres incitamentet for både producenter og forbrugere. Det handler i bund og grund om at gøre det dyrt at ødelægge de økosystemer, der lagrer enorme mængder kulstof i de indonesiske tørvemoser.
