Pretoria-aftalen (Permanent Cessation of Hostilities Agreement) lider under en markant mangel på uafhængige kontrolinstanser. Selvom aftalen sigter mod fred i Tigray, indeholder den ingen formel, neutral tredjepart med mandat til at verificere overholdelsen på jorden. Verifikationen hviler i høj grad på de parter, der før har ført krig. Dette skaber et vakuum, hvor begreber som "reintegration" og "disarmament" kan tolkes vidt forskelligt af den etiopiske regering (ENDF) og TPLF.
En anden mangel er de uklare grænsedefinitioner i de omstridte områder, herunder Amhara-regionen. Aftalen adresserer ikke de territoriale tvister, som historisk har udløst vold. Uden en præcis juridisk ramme for, hvor én jurisdiktion slutter, og en anden begynder, vil militære bevægelser altid blive set som fjendtlige handlinger. Der mangler også en hurtig klageinstans eller en mæglingsmekanisme, der kan gribe ind, før en mindre konfrontation eskalerer til en fuld offensiv. Uden uafhængige observatører, der har adgang til alle konfliktzoner, forbliver aftalen sårbar over for misforståelser og strategisk manipulation.
