Langvarig maskering, hvor en neurodivergent person bevidst undertrykker sine naturlige impulser og adfærd for at passe ind, kan have alvorlige konsekvenser. Psykologisk set er risikoen for udbrændthed og mental udmatning ekstremt høj, da det kræver enorme kognitive ressourcer konstant at overvåge sig selv og regulere sin adfærd.
Vedvarende maskering kan føre til stress, angst og depression. Når man konstant skal filtrere sin kommunikation og undertrykke sensorisk overfølsomhed, opstår der en dyb indre konflikt. Dette kan resultere i et tab af selvidentitet, hvor personen føler, at de ikke længere ved, hvem de er bag facaden.
I forholdet påvirker det autenticiteten markant. Hvis den neurodivergente partner ikke kan være sig selv, skabes der en barriere for ægte intimitet og følelsesmæssig forbindelse. Partneren kan opleve en følelse af distance eller at de lever med en version af personen frem for det hele menneske. Dette kan føre til en ensomhed i forholdet, hvor den neurodivergente partner føler sig uforstået, selvom de er fysisk til stede. Det er derfor essentielt at skabe et trygt rum, hvor maskering ikke er nødvendig for at blive accepteret.
