Krav om Sporbarhed og Oprindelsesbevis
Det første skridt er at implementere digital og uomgængelig sporbarhed i råvarestrømmene. Virksomheder skal kunne dokumentere, at kilder til soja, palmeolie og andre skovbaserede produkter stammer fra certificerede arealer, der ikke er forbundet med de såkaldte 'zero-deforestation' politikker. Dette kræver robuste systemer, ofte baseret på blockchain-teknologi, som sporer materialet fra skovbunden til det færdige produkt. Krav om certifikater som RSPO eller ISPO skal ikke være frivilligt, men juridisk bindende på tværs af globale markeder.
Det er nødvendigt, at den internationale køber pålægger leverandøren et bevis for oprindelse (provenance) for hvert enkelt batch af materiale. Uden denne tekniske verifikation er det umuligt at adskille det lovligt indkøbte fra det illegale kildehenter.
Prissætning og Økonomiske Incitamenter
Prissættelsen skal omstruktureres for at spejle de reelle omkostninger ved ødelæggelse. Øget kulstofprissætning (carbon pricing) på importniveau vil direkte påvirke efterspørgslen efter materialer produceret via skovrydning. Når omkostningen ved miljøskade bliver indregnet i produktprisen, ændrer det incitamenterne i forsyningskæden; bæredygtighed bliver en økonomisk nødvendighed, ikke blot et PR-tiltag.
Desuden bør der etableres økonomiske incitamenter, der belønner restaurering og bevaring. Internationale institutioner skal støtte in situ bevaringsprojekter, så lokalsamfund får direkte økonomisk gevinst ved at fastholde skovene i stedet for at omdanne dem til landbrug. Det er en direkte overførsel af værdi fra global markeds efterspørgsel til lokal bevaringsindsats.
Regulatoriske og Strukturelle Ændringer
Globale reguleringer skal koordineres. EU's Forest Law Regulation (EUDR) er et eksempel på en mekanisme, der driver adfærdsændring. Lignende, men strammere love skal adopteres i de største forbrugslande. Disse love skal kræve, at importører aktivt verificerer, at råvarene ikke har bidraget til skovtab efter et specifikt fiktogram (f.eks. 2020).
Endelig skal finansielle institutioners udlånsbetingelser afhænge af miljørisikoen. Bankkreditter til landbrugsprojekter i Indonesien bør tilknyttes strikse og kontrollerbare krav om overholdelse af FN's mål for bæredygtig udvikling (SDG'er). Dette tvinger både de lokale aktører og internationale finansielle aktører til at anerkende de miljømæssige realiteter i jorden.
